Du er her: TTT -> Gåder

Gåder

  1. En stor båd har lagt til i havnen. Ud over bådens side hænger en rebstige, hvor der er 25 cm mellem hvert trin. I løbet af natten har der været et gevaldigt regnskyl, og vandet er steget med 130 cm. Hvor mange trin er dækket til på rebstigen ??


  2. Fader Nikolaj med sin søn og fader Ivan med sin søn er alle ude at fiske. Nikolaj fanger et antal fisk, hvis endeciffer er 2, hans søn et antal fisk, hvis endeciffer er 3. Antallet af fisk, som Ivan fanger, ender ligeledes på 3, mens hans søns antal ender på 4. Tæller man den samlede fangst op, får man et kvadrattal. Hvad hedder fader Nikolajs søn ??


  3. Langt ude i ødemarken ligger en hytte, hvor alle hjørner vender mod syd. Pludselig går en bjørn forbi. Hvilken farve har bjørnen ??


  4. En ung mand var ude at rejse i sin ferie. Da en ældre mand , som sad over for ham i toget, spurgte, hvor gammel han var, svarede han: - I forgårs var jeg 19, og næste år bliver jeg 22. Hvad var det for en ferie ??


  5. En pige, der ikke direkte ville røbe sin alder, men på den anden side heller ikke ville være uforskammet og nægte at svare, da hun blev spurgt, sagde: - Min alder om tre år ganget med 3, minus min alder for tre år siden, ganget med 3, giver min alder i dag. Hvor gammel er hun ??


  6. En mand havde en pladesamling, som han ville dele mellem sin ældste søn og sin yngste datter. Han delte således: Sønnen fik halvdelen plus en halv. Datteren fik halvdelen af resten plus en halv. Postbuddet fik den sidste. Hvor mange plader var der fra starten ??


  7. To sønner og to fædre havde været på jagt og skudt 3 ænder. De delte så hver fik en and. Hvordan bar de sig ad ??


  8. Inspector Lestrade træder ind i spisestuen. Liget ligger midt i rummet. Der var fire personer i rummet, da lyset gik ud. Hver af dem fremsætter en påstand.
    Alice: - Jeg ved hvem der dræbte hende.
    Benny: - Jeg dræbte hende.
    Carol: - Benny dræbte hende.
    Donald: - Der var hverken Benny eller Carol.
    Efterforskningen har afsløret, at alle mistænkte er upålidelige, så Lestrade antager at de alle lyver. Hvem udførte drabet ??


  9. Opgave 8 var vist lidt for nem. Lad os i stedet antage at netop én af de mistænkte lyver. Hvem var der så der var morder ??


  10. En vagabond har fundet ud af, at han ved at samle syv cigaretskod kan lave en hel cigaret. Nu er heldet med ham, og han finder i alt 49 skod på én dag. Hvor mange cigaretter kan han ryge den dag ??


  11. En snegl er ved at kravle op ad en dyb brønd. Brønden er 20 meter dyb. Hver dag klatrer sneglen 3 meter op, og hver nat glider den 2 meter tilbage i dybet. Hvor lang tid er sneglen om at kravle op af brønden ??


  12. Johan og Eva løb 100-meterløb om kap. Eva løb over mållinien, da Johan passerede 95 meter, så hun vandt løbet. Ved et nyt kapløb startede Eva 5 meter bag startlinien. Johan fik altså et forspring på præcis de 5 meter han manglede før. Hvis de nu begge løb lige hurtigt hele vejen og med samme fart som i det foregående løb, hvem vandt så det andet løb ??


  13. To røde og to sorte kort blandes og lægges op på en række med billedsiden nedad. To af kortene trækkes ud tilfældigt. Hvad er sandsynligheden for at de har samme farve ??


  14. Den 7. juli 1934 blev Paris ramt af en frygtelig storm. Ved midnatstid brød det rene skybrud løs. Er det muligt, at der var solskinsvejr i Paris 72 timer senere ??


  15. En mand har købt et nyt firebinds leksikon. Lad os antage at de fire bind står i den sædvanlige rækkefølge fra 1 til 4. Det samlede sideantal pr. bind fylder nøjagtig 2 cm, og hvert af omslagene er 0,25 cm tykke. Hvis jeg placerer en orm mellem første side og omslaget i bind 1 og den derefter æder sig igennem lige til og med sidste side i bind 4, hvor langt har den så bevæget sig ??


  16. En fisk har en hale så lang som sit hoved plus ¼ af kroppens længde. Dens krop udgør ¾ af hele dens længde. Dens hoved er 4 cm langt. Hvor lang er hele fisken ??


  17. Du blander et almindeligt spil kort med 52 blade. Du vender nu et kort ad gangen fra bunken, indtil det første es viser sig. Hvor mange kort skal vendes i gennemsnit ??


  18. Du har to timeglas: T1 der varer 11 min. og T2 der varer 7. Hvordan er det muligt at bruge disse til at koge et æg i 15 min. ??


  19. I en butik solgtes to skjorter til samme pris til samme kunde. På den ene skjorte tjente butiksejeren 20% , på den anden tabte han 20%. Hvordan gik forretningen for butiksejeren. Tjente eller tabte han på handelen og hvor meget ??


  20. 10 tændstikker er placeret ved siden af hinanden. Ved at flytte én tændstik ad gangen og samtidig springe 2 tændstikker over, skal du danne 5 kryds ved 5 flytninger. ??


  21. Familierne Meyers og Møller aftaler at følges ad på ferie, så de kan leje en feriehytte lige ved siden af hinanden. Undervejs til feriestedet gør de stop på en rasteplads. Men da de skal køre igen, sørger Meyers for at komme af sted først for at øge chancerne for at få fat i den bedste hytte. Møllers er først klar til at køre seks minutter efter, at Meyers er kørt. Meyers holder en konstant fart på 100 km/t. Hvor længe skal Møllers køre med 130 km/t, før de indhenter Meyers ??


  22. Brødrene Abdullah og Abdallah var på kamelryg på vej fra Bagdad til Damaskus, da de mødte tre brødre, som stid og skændtes indædt. Striden gik om deres arv, 35 kameler. Ifølge testamentet skulle den ældste arve halvdelen, den næstældste en tredjedel, mens den yngste skulle arve en niendedel. Men nu går hverken 2, 3 eller 9 op i 35, så hvad skulle de stille op? Abdallah, som var en snu rad, tilbød sig som mægler. Og ikke alene fik han gjort alle tilfredse, han fik også selv en kamel ud af det. Det gik sådan til: Han forærede først brødrene sin egen kamel, delte de 36 med 2 - det var 18, med 3 - det var 12, og endelig med 9 - som gav 4 kameler. Nu var alle tre brødre glade, men 18 + 12 + 4 = 34, så der var 2 kameler tilovers. Dem fik Abdallah som tak for indsatsen. Hvordan kunne alle vinde ved fordelingen ??


  23. Du har fire firtaller. Med dem skal du skrive tallet 3. Du har lov til at sætte firtallerne efter hinanden, sætte parenteser og ellers bruge de fire almindelige regnetegn: +, -, * og /. F.eks. kan vi jo skrive tallet 0 som 44 - 44 eller 4 + 4 - 4 - 4 ??


  24. Fru Skjold sagde: - Min far er min svigersøn, og samtidig er jeg min stedmors stedmor. Og ikke nok med det. Min søster er min svigerdatter, og jeg er min brors bedstemor. Var der gået kuk i stamtræet, eller kan det virkelig lade sig gøre ??


  25. En gammel perlefisker efterlod ved sin død sine søtre et antal perler med den instruktion, at de skulle fordeles som følger: Først skulle den ældste datter have én perle plus en syvendedel af de resterende perler. Den næste datter skulle så have to perler samt en syvendedel af resten af perlerne. Den tredje datter skulle have tre perler samt en syvendedel af resten. Og således skulle fordelingen fortsætte helt ned til den yngste datter. Hun fandt dog betingelserne urimelige, og før fordelingen begyndte, gik hun til en dommer for at klage over testamentet. Han afviste dog straks klagen, for, som han sagde, alle søtrene ville jo få det samme antal perler. Hvor mange perler var der og hvor mange døtre ??


  26. Som bekendt er februar årets korteste måned. Men hvilken er egentlig årets længste ??


  27. Katten og musen spillede et spil om pebernødder. I en sæk havde de 101 pebernødder, og de blev enige om skiftevis at tage et antal fra sækken, hver gang mellem 1 og 10. På forhånd blev de enige om, at når sækken var tom, ville de hver især tælle deres pebernødder. Og reglen var så, at hvis de to antal ikke havde nogen fælles divisor, så ville katten vinde alle pebernødderne. Ellers ville musen få dem alle. Kunne en af spillerne fremtvinge den andelige sejr ??


  28. På en skovtur deltog 72 personer. Der var dobbelt så mange piger som drenge, og dobbelt så mange voksne som børn. Hvor mange piger, drenge og voksne var med ??


  29. Du har fire firtaller. Med dem skal du skrive tallet 5. Du må sætte dem efter hinanden, sætte parenteser og bruge de fire regneregler: +, -, * og / ??


  30. Tre drenge havde hver en pose med marmorkugler. Den ene havde 6 kugler, den anden 7 kugler og den tredje 11 kugler. I stedet for at spille med dem på normal vis fandt de på at bytte kugler efter følgende regel: De skiftedes til at give en af de andre netop så mange kugler, som denne havde i forvejen. Ved at gennemføre dette nogle gange lykkedes det dem at ende med at have 8 kugler hver. Hvad er det mindste antal gange, et antal kugler kan have skiftet ejer ??


  31. Den 3. april fejrede den tyske forbundskansler Helmuth Kohl, der er født i 1930, sin 68-års fødselsdag. I år er det 16 år siden, han i 1982 blev valgt til forbundskansler sørste gang. Når man lægger disse fire tal sammen, får man 3996. For den russiske præsident Boris Jeltsin er de tilsvarende data ganske andre: Han er 67 år, født i 1931 og har siddet 7 år som præsident, siden han blev valgt til embedet i 1991. Men lægger man disse fire tal sammen, får man igen 3996. Er det tilfældigt eller en særlig lederegenskab ??


  32. Du må bruge fire firtaller. Med dem skal du skrive tallet 6. Du må sætte dem efter hinanden, sætte parenteser og bruge de fire regnetegn: +, -, * og / ??


  33. Hvis man løfter en jernbaneskinne , der er 1 kilometer lang, 10 meter i vejret på midten, hvor meget tættere vil enderne så mindst komme til hinanden ??


  34. Du må bruge fire firtaller. Med dem skal du skrive tallet 7. Du må sætte dem efter hinanden, sætte parenteser og bruge de fire regnetegn: +, -, * og / ??


  35. En tyran havde fanget tre rebeller og dømt dem til døden. Han gav dem bind for øjnene og lod dem binde til hver sin pæl stillet op i en trekant. Men før dommen skulle eksekveres, besluttede han at give dem en chance. - Jeg lader nu bindene fjerne fra jeres øjne, sagde han. De af jer, der inden fem minutter kan sige mig farven på jeres pæl, bliver sat fri. I skal vide, at jeg har fem pæle til rådighed, tre sorte og to hvide. Hver af jer er bundet til én af de fem. Bindene blev taget fra øjnene på fangerne, men til deres skræk så de nu, at de ikke kunne se deres egen pæl, kun de to andres. Der var stille en tid, mens de tænkte. Men præcis efter to minutter sagde alle tre fanger farven på deres pæle. Hvilke farver havde pælene ??


  36. På vej hen til slikmutter diskuterede Brian og Conni deres øjeblikkelige finansielle situation. - Hvis jeg lægger 7 kr. til 3/5 af min formue, så giver det det sammer beløb, som du har, sagde Brian. - Det vil sige, at du har 3 kr. mere end mig, svarede Conni. Hvor mange penge havde børnene hver især ??


  37. Medlemmerne af en cykelklub kører en træningstur i én lang kolonne, den ene efter den anden. De er omhyggelige med at holde den samme afstand, så de kører alle med den konstante fart 12 km/t. Formanden har taget sin hund med, og den løber langs med den 140 meter lange kolonne, også med en konstant fart. Hunden starter fra den bageste cyklist, løber frem til den forreste, hvor den vender og løber tilbage til den bageste igen. I løbet af den tid tilbagelægger kolonnen 480 meter. Men hvor hurtigt løber så hunden ??


  38. To turister i Irland var på vandretur og mødte en gammel fårehyrde. De så imponeret på hans flok og spurgte, hvor mange får han vogtede. Men det svar de fik, var ikke helt nemt at gennemskue. - Jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke kender det nøjagtige antal, sagde den gamle hyrde. I stedet for at tølle dem stiller jeg dem altid op på rækker, når jeg skal sikre mig, at de er der alle sammen. Jeg har fundet ud af, at der netop er så mange, at når de bliver stillet op to og to, tre og tre eller fire og fire, så bliver der altid ét tilovers. Og det gør der faktisk også, når jeg stiller dem op fem og fem eller seks og seks. Men så sent som i går fandt jeg ud af, at når jeg stiller dem op syv og syv, så bliver der ingen tilovers. Hvor mange får vogtede den gamle hyrde ??


  39.                      r
                   s          t
              u                    v
         w        x         y         z

    Bogstaverne i trekanten skal skiftes ud med cifrene fra 1-9. Samme ciffer må kun bruges én gang. Hvordan kan cifrene placeres, så de giver samme sum på alle tre sider ??


  40. Vi har fire firtaller. Med dem skal vi skrive tallet 4. Vi må sætte dem efter hinanden, sætte parenteser og bruge de fire regnetegn: +, -, * og / ??


  41. I Rusland har man kobbermønter med de fire værdier 1, 2, 3 og 5 kopek. Mønterne er naturligvis ude af brug i vores dage på grund af inflationen. Men de plejede at veje lige så mange gram som deres pålydende værdi i kopek. Vi forestiller os, at vi har fire mønter, en af hver slags. Men vi får at vide, at en af dem hat en afvigende vægt i forhold til det normale. Hvordan kan vi finde den afvigende mønt med en almindelig skålvægt og samtidig bestemme, om den er tungere eller lettere, end den burde være? Vi må kun bruge to vejninger. ??


  42. Fru Bruns søn vil ikke stå stille på vægten , når han skal vejes. Derfor har hun fundet en noget speciel måde at gøre det på. Hun tager både drengen og sin hund med sig op på vægten. Hun ved nimlig, at hun selv vejer 80 kg mere end ham og hunden tilsammen, og at hundens vægt svarer til 40 procent af sønnens. Når vægten viser 136 kg, hvor meget vejer så drengen ??


  43. Den gamle levemand og kvindebedårer var død og efterlod sig en formue på 74.000 kr. Den afdødes advokat indkaldte straks de pårørende for at meddele dem, hvordan formuen skulle fordeles. Arven skulle ifølge testamentet deles mellem ni enker, to sønner og tre døtre. Hver søn skulle have dobbelt så meget som det beløb, en enke havde krav på, og hver datter skulle have 4400 kr. mere end en søn. Hvor meget fik de efterladte hver især ??


  44. En trappe har tre trin. Når Peter skal skynde sig op ad den, kan han tage to trin i ét skridt, men hans ben er for korte til at tage alle tre trin på en gang. Når han ikke har travlt, tager han treppen stille og roligt ét trin ad gangen. Alt i alt er der altså tre forskellige måder, han kan gå op ad trappen på. Men hvad nu, hvis trappen ikke bare havde tre, men 10 trin. Hvor mange måder ville der så være ??


  45. Du må bruge fire firtaller. Med dem skal du skrive tallet 10. Du må sætte firtallerne efter hinanden, sætte parenteser og bruge de fire regnetegn: +, -, * og / ??


  46. I et værelse var der adskillige trebenede malkestole og firbenede spisestole. På hver af dem sad en person (tobenet), og antallet af ben i værelset kom derved op på i alt 39. Hvor mange malkestole og hvor mange spisestole må der have været i værelset ??


  47. Anders og Børge er to cykelryttere, der træner på en cirkelrund cykelbane. De kører begge med konstant hastighed, men Børge bruger ét minut mere end Anders til at gennemføre banen én gang. Børge har allerede kørt et vist stykke, da Anders starter på sin træningstur. På det tidspunkt, hvor Anders indhenter Børge, har Anders kørt fire omgange plus et stykke, der er lige så langt som Børges forspring var, da Anders startede. På samme tidspunkt har Børge kørt i præcis 56 minutter og 20 sekunder. Med hvilken hastighed kørte Anders, når en enkelt omgang på cykelbanen er på otte kilometer ??


  48. Den navnkundige snedkermester Geppeto arbejdede, før han blev kendt for Pinocchio, mest som møbelsnedker. En dag havde han fået en bestilling på et vist antal stole. - Hvis jeg laver tre stole om dagen og begynder i dag, sagde han højt hen for sig, så bliver jeg færdig på søndag. Men hvis jeg nu laver fem stole om dagen, så bliver jeg førdig allerede på fredag. Hvilken ugedag var det ??


  49. Vi har har alle syv bind af encyklopædien stående på hylden. Men rækkefølgen er noget rod. De står på følgende måde: 1 5 6 2 4 3 7. Vi vil gerne have dem ordnet i rigtig rækkefølge fra 1 til 7. Men vi skal gøre det på en bestemt måde. Vi skal flytte tre bind ad gangen, de skal være naboer, og de skal beholde deres indbyrdes orden. Til gengæld må gruppen på tre bind stilles ind i rækken hvor som helst eller i en af enderne. Hvor mange af den slags flytninger skal vi mindst foretage, før alle bindene står i den rigtige rækkefølge ??


  50. Vi må bruge fire firtaller. Med dem skal vi skrive tallet 12. Vi må sætter dem efter hinanden, sætte parenteser og bruge de fire regnetegn: +, -, * og / ??


  51. En lille dreng sad ved badekarret og legede med en legetøjsbåd. Han lastede den med metalstykker fra sit Mecano-sæt og satte den ud at sejle i karret. Pludselig tippede skibet over, hvorved lasten gik over bord og sank til karrets bund. Spørgsmålet er: Steg eller sank vandstanden ??


  52. En ældre bonde ville gerne have overblik over sine husdyr. Han havde fire slags dyr: får, geder, høns og gæs. Tilsammen havde dyrene 180 ben. Nu vidste han, at han havde tre gange så mange geder som får og fire gange så mange høns som gæs. Men han vidste også, at der var halvt så mange gæs som får og geder tilsammen. Hvor mange dyr havde han af hver slags ??


  53. Et primtal kaldes et superprimtal, hvis også de tal, der fås ved at stryge de sidste cifre, er primtal. Det skal gælde, uanset hvor mange cifre man stryger, blot det ikke er dem alle. For eksempel er 23 et superprimtal, fordi det i sig selv er et primtal og også 2 er det. Og 233 er også et superprimtal, fordi det selv er et primtal, 23 er det og 2 er det. Hvad er det mindste fire-cifrede superprimtal? Hvad er det største fire-cifrede superprimtal? Hvad er det største superprimtal overhovedet ??


  54. På øen Pianosa boede 100 mennesker. Nogle af dem løj altid, resten talte altid sandt. Hver indbygger tilbad én af tre guder: Solguden, Måneguden eller Jordguden. En dag kom en antropolog til øen og stillede alle indbyggerne tre spørgsmål: 1. Tilbeder du Solguden? 2. Tilbeder du Måneguden? 3. Tilbeder du Jordguden? Der var 60, der svarede ja til det første spørgsmål, 40, der svarede ja til det andet, og 30, der svarede ja til det sidste. Hvor mange løgnere var der på Pianosa ??




© Temmeligt Tåbeligt Tidsfordriv (TTT)
ttt@keld.dk