Du er her: TTT -> Practical jokes -> Advarsel

Advarsel

kære læser, og tak fordi jeg måtte komme ind i din bevidsthed for en kort bemærkning

Jeg synes faktisk, det er lidt af en chance, du tager ved at lukke mig ind - du kender mig jo ikke. Jeg kunne jo være en rigtig slimet type, som i løbet af de næste linier ville manipulere med din opfattelse, sælge et falsk budskab, komme med usømmelige forslag eller såre dig ved uhøvisk tale.

Du ved ikke engang, hvodan jeg ser ud! Tænk, hvis jeg virkelig lignede et af disse billeder - det kunne skræmme livet af de fleste små børn eller få katten til at fælde af angst. Du kan ikke engang føle dig helt sikker på, at jeg ikke har hår på ryggen - eller i håndfladen for den sags skyld. Tænk hvis jeg var sådan en, som, når du trykker min næve, mærker et eller andet underligt, du bare ikke har lyst til at vide, hvad er.

Ved du overhovedet noget om min personlige hygiejne efter toiletbesøg, eller om jeg slæber rundt på et eller andet smitsomt? Har du nogen garanti for, at du ikke bliver deprimeret, aggressiv eller forkølet af at læse videre?

Og så sidder jeg alligevel endnu!

Måske ringer din telefon om lidt, og så er det mig i røret.

Det kan være, jeg siger, at jeg står i en telefonboks 50 meter væk og holder øje med dine vinduer. Eller også vil jeg bare gerne sælge dig et bogklub abonnement i tre måneder med et specielt jubilæumstilbud.

Det er også bare fordi, jeg er så ensom. Du er min bedste ven nogensinde. Hvad er det nu, du hedder? Må jeg ikke lige låne en cigaret? Skal vi ikke tage hjem til mig og snakke videre eller høre høj musik? Kender du ikke også det der med, at pludselig kan man begynde at svede helt vildt, når man ikke ved, hvad man skal snakke om?

Nej, please... læs lige lidt videre! Og dog.

Føler du dig sikker på, at du vil kunne acceptere det, jeg står for? Om jeg sympatiserer med terrorister eller Plant Et Træ? Om jeg gemmer noget under madrassen, som vil interessere psykologer, kriminalpolitiet eller filatelister?

Vi er faktisk mange tusinde af min slags her på webbet - flere af de andre kender jeg heller ikke særligt godt, og jeg kan derfor ikke stå inde for dem. Der er da helt klart nogle websteder, jeg nok lige ville holde lidt ekstra øje med, hvis jeg var dig. Vi kommer trods alt dumpende ind i din browser hver gang du går på nettet. Så ligger vi her og kan finde på hvad som helst.

Nu håber jeg ikke at jeg har ødelagt din Det var ihvertfald ikke meningen - på æresord! Jeg ville bare lige...

Var det også godt for dig?

(Frit efter Søren Anker Madsens klumme i Berlingske Tidende d. 13/6-1999)



© Temmeligt Tåbeligt Tidsfordriv (TTT)
ttt@keld.dk