Du er her: WebStudie Dit liv på nettet Nyttigt software Retur til start

Nyttigt software

Dette er en liste over små web programmer, som kan optimere din færden på nettet. Alle de nævnte programmer udmærker sig ved at kunne være på en enkelt diskette og er alle freeware eller shareware. Hvor intet andet er nævnt kan programmerne hentes fra www.download.com eller www.tucows.com.

Bogmærker og favoritter
Bookmark Converter 2.5 (shareware - 1.1 Mb)
Bookmark Converter til Windows 95/NT kan klare konvertering i begge retninger mellem Microsoft Internet Explorer og Netscape Navigator. Nye egenskaber inkluderer fjern-konvertering for flere brugere i store netværk og kommandolinie-konvertering.
Cache
CacheCompactor 4.13 (shareware - 813 kb)
CacheCompactor er et redskab for Windows 95/NT, som lader dig styre din browsers cache, tilbagebliksliste og cookie-foldere og enhver anden folder i dit system. Den bruger et planlægningssystem, som automatisk fjerner gamle filer, men sørger for, at du ikke mister noget vigtigt.


Cache Killer Pro 1.6 (shareware - 1.02 Mb)
Du kan bruge Cache Killer Pro til at rydde op i Internet Explorer, Netscape og AOL cache-foldere og i midlertidige fil-foldere. Det er et godt program til at frigøre diskplads ved at fjerne midlertidige filer, der er blevet hængende efter websurfing. Krav: Windows 95/NT.
Cookies
Cookie Crusher
Cookie Crusher holder øje med Internet-forbindelsen og kan styres til at acceptere eller afvise cookies - afhængig af hvilket websted, der sender dem. Det er en klar forbedring i forhold til Netscape og Explorer, der kun giver mulighed for at acceptere eller afvise alle cookies.
Du kan stadig vælge at acceptere alle cookies, og så lade Cookie Crusher holde styr på hvem, der ejer de cookies, du har modtaget. Det hele gøres forholdsvis simpelt fra et standard konfigurationsvindue, hvor du kan bestemme præcist, hvor aktivt programmet skal være.
Cookie Crusher kan samarbejde med både Netscape og Explorer og kan hentes fra www.thelimitsoft.com og fylder 865 Kb.


IEClean/NSClean
Endnu bedre kontrol får du dog ved at bruge IEClean, når du har Internet Explorer eller NSClean, når du bruger Netscape. Programmet holder øje med cookies på samme måde som Cookie Crusher, men giver samtidig en række fordele.
Clean programmerne holder øje med alt, hvad browseren laver. De kan derfor slette alle de filer, der på en eller anden måde afspejler din brug af computeren. Det kan være log-filer, der fortæller hvilke websteder, du har besøgt eller hvilke nyhedsgrupper, du besøger. Clean kan fjerne dem alle, så du er sikker på, at andre ikke får indblik i dit private brug.
IEClean/NSClean fylder cirka 915 Kb og kan hentes fra www.nsclean.com.
HTML-editorer
Stone's WebWriter
Dette er den HTML-editor, som jeg selv anvender. Det er en ægte 32-bit editor og så er den på dansk.
WebWriter byder på næsten al den komfort, som du kan ønske dig fra et kodebaseret HTML-værktøj. Til alle HTML-koder er der brugervenlige dialogbokse. Især HTML-nybegyndere vil kunne værdsætte den dynamiske hjælp i dialogboksenes statuslinie. De mere avancerede hjemmesidestrikkere vil til gengæld glæde sig over, at de fleste koder og kommandoer kan indsættes ved hjælp af tastaturgenveje.
Endvidere overbeviser WebWriter med en række detaljer, som man hurtigt lærer at værdsætte. Der er eksempelvis en indbygget GIF-fremviser og en funktion til automatisk indsættelse af opdateringsdatoen. Farvene indsættes fra en dialogboks, som kun tillader "Web-sikre" farver, dvs. farver som svarer til Netscape-paletten og kan ses ens i forskellige farvedybder. Skriftformateringen sker i en dialogboks, som er bygget op på samme måde som i de fleste tekstbehandlingsprogrammer og viser resultatet straks i et felt.
Endelig kan WebWriter tilpasses dit behov takket været en kodeboks, hvor du selv kan oprette de koder, som du måtte savne.
Programmet kan hentes på www.stoneware.dk.
Udskrivning
Web PrintSmart
Lettere Internet-udskrift med Web PrintSmart
Hewlett-Packards nye Web PrintSmart 2.0 er rettet mod alle os frustrerede Internet-brugere, som kæmper en daglig kamp for at skabe harmoni mellem browser og printer.
Mange websteder tilbyder en "printvenlig" version af deres sider, men du kan ikke være sikker på, at resultatet på papir blot tilnærmelsesvis ligner det, som findes på skærmen - og i mange tilfælde ønsker du ikke en 1:1 kopi, men en sideopbygning, der er tilpasset papirmediet.
Med det nye værktøj fra HP kan du surfe rundt på nettet og markere de sider eller frames, som skal udskrives. Du kan endda snuppe enkelte billeder eller tekstblokke. Hele dokument-samlingen kan så udskrives inklusive en indholdsfortegnelse, URL'er til de enkelte sider og endda en valgfri forside.
Web PrintSmart 2.0 kan hentes gratis på nettet, mens en udvidet version med flere formateringsmuligheder, Web PrintSmart Plus 2.0, koster et symbolsk beløb.
 

Hvis du har kendskab til andre små nyttige programmer, som bør medtages i denne liste, er du velkommen til at sende en e-mail med en lille beskrivelse af programmet.


[ start ]   [ indhold ]   [ e-mail ]