Du er her: WebStudie Om Internet Hacker angreb Dark Dante |
Kevin Poulsen, der på nettet opererede under det eksotiske 'handle' Dark Dante, var allerede som ganske ungt menneske besat af telefoner og telefonudstyr, og siden også computere, fordi man ved hjælp af computere kunne skaffe sig adgang til telefonsystemernes indre og gå på opdagelse der. Han fandt ud af, at man relativt let kunne omdirigere og aflytte telefonlinier og overvåge trafikken.
Legeplads for militæret
Allerede så tidligt som i 1983, da Internet vitterligt ikke var andet end en legeplads for militærfolk og professionelle nørder på universiteterne, skaffede den kun 17-årige, men allerede erfarne hacker Kevin Poulsen, sig adgang til militære computersystemer - inspireret af spillefilmen War Games, hvori en ung nørd hacker sig ind i det amerikanske forsvars computersystem og er tæt på at starte en atom-krig.
Så galt går det ikke for Kevin Poulsen. Til gengæld pådrager han sig myndighedernes opmærksomhed, og på grund af sine ulovlige, digitale opdagelsesrejser kommer han for første gang i konflikt med loven. En kontrovers der ender med, at Poulsen otte år senere, efter at have levet under jorden igennem en længere periode, fanges, fængsles og idømmes fem år ubetinget fængsel for, som det hedder, "omfattende computerkriminalitet" og for uberettiget at have skaffet sig adgang til lukkede computersystemer og forårsaget skade for millioner af dollars.
Efterlyst overalt
Men indtil da lykkes det for Kevin Poulsen at skjule sig for lovens lange arm og skaffe sig penge ved hjælp af sine talenter for manipulation med telefonsystemerne. Men kun fordi han på dette tidspunkt er efterlyst af FBI og CIA og derfor ikke kan forsørge sig ved almindeligt arbejde.
Blandt andet styrer han på et tidspunkt en omfattende trafik, hvor call girls, af ham, tildeles ellers lukkede telefonnumre til brug for deres forretning.
En af hans absolutte mesterstunts er, da radiostationen KIIS-FM afholder en konkurrence, hvor de hver uge udlover en Porsche i præmie til den lytter, der på et givet tidspunkt ringer ind som nummer 50 og besvarer et spørgsmål. Ved hjælp af et sindrigt system af omdirigerede telefonlinier, et hemmeligt computerprogram til overvågning af telefontrafik og en god portion is i maven holder Kevin Poulsen nøje øje med, hvornår det er tid til at ringe ind. Når lytter nummer 49 har ringet, sørger Poulsen for, at alle linier bliver blokeret. Naturligvis bortset fra en enkelt, som han selv har skaffet sig kontrollen over. Og på den facon fifler han sig til at vinde samtlige otte racerbiler til en samlet værdi af 2,5 millioner danske kroner. Bilerne afhentes af medhjælpende kvindelige venner - mod at de får en del af kagen.
Imidlertid varer intet evigt. Nettet strammes mere og mere om Kevin og på et tidspunkt er alle udveje lukkede. Han går direkte i fængsel.